Procedurer og formkrav 

 

Kontakt

Laila Kristiansen
+299 34 61 20
lkri at inatsisartut dot gl

Der gælder forskellige formkrav til sager som medlemmerne af Inatsisartut og Naalakkersuisut ønsker optaget på dagsorden for Inatsisartut.

 

I menuen til venstre findes formkrav til nedenstående former for sager der ønskes forelagt for Inatsisartut. Nedenunder findes svar på de oftest stillede spørgsmål:

 

Hvor mange eksemplarer skal afleveres?

Afleveringen sker altid elektronisk og derudover i papirform, såfremt Formandskabet for Inatsisartut har besluttet dette.

  • Ved lov- og beslutningsforslag fra Naalakkersuisut samt tilhørende forelæggelsesnotat: udover elektronisk fremsendelse afleveres 55 eksemplarer i papirform på grønlandsk og 55 eksemplarer på dansk
  • Ved redegørelser: udover elektronisk fremsendelse afleveres 55 eksemplarer i papirform på grønlandsk og dansk
  • Ved svarnotater: såfremt Formandskabet for Inatsisartut har besluttet, at punktet også skal omdeles, afleveres udover elektronisk fremsendelse også 55 eksemplarer i papirform på grønlandsk og 55 eksemplarer på dansk
  • Ved spørgsmål til Naalakkersuisut § 37: Formandens Departement koordinerer indsamlingen af besvarelserne fra de enkelte departementer. Departementerne skal derfor rette henvendelse til Formandens Departement. Dette gælder også, såfremt en tidsfrist ikke kan overholdes.

Hvem afleveres til?

Materialet sendes elektronisk til inatsisartut@inatsisartut.gl. Eksemplarer i papirform afleveres til journalen.

 

Hvilke sprogkrav stilles?

Alt materiale skal indleveres på grønlandsk og dansk. Dette gælder også bilag, herunder høringssvar, som vedlægges. I særlige tilfælde, f.eks. hvor danske love skal ikraftsættes for Grønland, kan det dog forekomme, at dele af materialet alene foreligger på dansk. For internationale konventioner kan det tilsvarende gøre sig gældende, idet dele af materialet kan foreligge alene på engelsk. I sådanne tilfælde skal der foran materialet være et grønlandsk resumé.

 

Hvilket bilagsmateriale skal afleveres?

Alle bilag, som er tilknyttet punkter og øvrige materiale, som indleveres til Bureauet, skal medtages.

 

Hvilke frister gælder?

  • Lov- og beslutningsforslag: Fristdagen kl. 12.00, dvs. 5 uger før en samling, med mindre Formandskabet konkret har tilladt, at punktet efteranmeldes.
  • Forespørgselsdebatter: Fristdagen kl. 12.00, dvs. 5 uger før en samling, med mindre Formandskabet konkret har tilladt, at punktet efteranmeldes.
  • Svarnotater: Ingen frist for aflevering, men bør principielt afleveres senest dagen før punktet behandles.
  • Besvarelser af § 37 spørgsmål: Disse skal besvares indenfor 10 arbejdsdage fra modtagelse. Naalakkersuisut kan dog tilskrive Inatsisartut og anmode om forlængelse af svarfristen, f.eks. i de tilfælde, hvor et spørgsmål kræver mere tidskrævende undersøgelser. Se det anførte om antal eksemplarer ovenfor.
  • Redegørelser til omdeling: Disse kan afleveres dagligt indenfor almindelig kontortid.
  • Redegørelser til Inatsisartuts forhandling: Fristdagen, dvs. 5 uger før en samling, med mindre Formandskabet konkret har tilladt, at punktet efteranmeldes.

Fås en kvittering?

For materiale, der afleveres i papirform, kvitterer journalen på den "blå seddel" som Naalakkersuisut medsender ved aflevering.