
Formandskabet for Inatsisartut
Formandskabet for Inatsisartut består af en formand og fire næstformænd valgt af Inatsisartut. Formanden er beskæftiget med varetagelsen af formandskabets opgaver i en fuldtids stilling. Formandskabet for Inatsisartut er ansvarlig for varetagelsen af en lang række opgaver til sikring af hensigtsmæssige arbejdsbetingelser for Inatsisartut og dets medlemmer samt samspillet mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut. Endvidere påhviler det Formandskabet at repræsentere Inatsisartut udadtil og effektivt formidle information til offentligheden om Inatsisartut og resultaterne af dets arbejde. Endelig er formandskabet ansvarlig for opbevaring og bevarelse af Inatsisartuts arkivalier.
Formandskabets hverv udøves i alt væsentligt i henhold til loven om Inatsisartut og Naalakkersuisut, Loven om vederlag til Landstingsmedlemmer m.v., og Inatsisartuts Forretningsorden. Som en integreret del af dette hverv kan formandskabet af egen drift behandle enhver sag, der er af principiel betydning for medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut. Formandskabets ansvars- og arbejdsområder kræver målrettet indsats året igennem, omend arbejdsbyrde og aktiviteter mest synligt fokuserer på perioderne i og omkring samlinger af Inatsisartut.
Hovedpunkter i formandskabets arbejds- og ansvarsområder omfatter:
Repræsentation af Inatsisartut udadtil, inklusive
- koordinationsopgaver i forhold til Naalakkersuisut,
- koordinationsopgaver i forhold til Rigsfællesskabets parlamentariske repræsentationer,
- værtskab ved inden- og udenlandske delegationers besøg,
- repræsentative opgaver i forbindelse med inden- og udenlandske invitationer,
- repræsentation i forhold til fagforbund og organisationer.
Opgaver i henhold til Forretningsorden for Inatsisartut, inklusive
- udarbejdelse og fremsendelse af fortegnelse over de emner der er fremsendt til beslutning eller udtalelse, samt de spørgsmål der forventes at komme til behandling,
- offentliggørelse af fortegnelsen over emner og spørgsmål,
- ledelse af møder i Inatsisartut,
- fungere som Udvalg for Forretningsorden (suppleret iflg. forretningsordenen),
- behandling af sager der i henhold til forretningsordenen forelægges formandskabet,
- behandling af sager af principiel betydning for Inatsisartut og dets medlemmer.
Drage omsorg for at Inatsisartut og udvalgenes arbejde tilrettelægges og afvikles forsvarligt, herunder
- driften af Inatsisartut og dets tekniske faciliteter,
- fordeling af mødetidspunkter og lokaler,
- tilsikring af kvalitetsbetjening af udvalg ved tolke, oversættere og udvalgssekretærer,
- specifikation og gennemførelse af udredningsopgaver,
- tilsikring af professionel understøttelse af anvendelsen af IT og moderne kommunikation,
- stillingtagen til udvalgsrejser,
- tilrettelæggelse og gennemførelse af udvalgsrejser,
- administrative og praktiske opgaver i forbindelse med inatsisartutsmedlemmers rejser og ophold i og omkring samlinger.
Administration af Vederlagsloven i forhold til medlemmer af Inatsisartut og tidligere medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut.
Specifikke opgaver i henhold til Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut omfatter
- meddelelse til rette vedkommende om udfaldet af behandling i Inatsisartut af Landstingslov- og Landstingsforordningsforslag m.v.,
- offentliggørelse af forhandlinger i Inatsisartut på grønlandsk og dansk,
- opbevaring og bevarelse af arkivalier af Inatsisartut.
Til udførende opgaver betjenes formandskabet af administrationen for Inatsisartut. Formandskabet ansætter og afskediger medarbejdere i 39. eller højere lønramme, medens Formand for Inatsisartut ansætter og afskediger øvrige ansatte. På politisk og parlamentarisk niveau betjenes formandskabet af generalsekretæren, der har det overordnede ledelsesansvar for administrationen af Inatsisartut.
