Besøg Inatsisartut 

 

Inatsisartut er åbent for offentligheden, og der er mulighed for at komme på besøg som gruppe eller enkeltperson. Et besøg i Inatsisartut kan ske på forskellige måder afhængig af besøgets tidspunkt og formål.

 

I mødefri perioder

I mødefri perioder tilbydes rundvisninger hver dag fra mandag til fredag kl. 13.00. Rundvisningen starter i Marmorhallen ved receptionen (hovedindgang til Grønlands Selvstyre) og tilbydes på grønlandsk, dansk, engelsk eller tysk. Se mødetidspunkter for Inatsisartut her.

 

Under samlingerne

Når Inatsisartut er samlet tilbydes ingen rundvisninger, men der er mulighed for at overvære debatten i Salen, som starter kl. 13 med undtagen de dage hvor der er spørgetime. Spørgetimen afholdes typisk om onsdagen og kører fra kl. 11 til kl. 12. Se mødetidspunkter for Inatsisartut her.

 

Hvis der er tale om et større antal personer der ønsker at følge debatten fra tilskuertribunen, anbefales at kontakte Bureauet for Inatsisartut på inatsisartut@inatsisartut.gl eller på 34 50 00 for at reservere det respektive antal siddepladser.

 

På kulturnatten

Inatsisartut har siden 2001 holdt åbent hus i Inatsisartut på Kulturnatten i Nuuk, som afholdes hvert år i slutningen af januar måned.

 

Denne begivenhed giver befolkningen mulighed for at få et uformelt indblik i politikernes arbejde, hvad administrationen arbejder med, og for at få et indtryk af de fysiske rammer i Inatsisartut. Besøgstallet blev opgjort til et sted mellem 1.500 og 1.800 besøgende i de sidste par år. Datoen for den næste kulturnat vil blive annonceret under I FOKUS på forsiden.

 

Skoleelever og studiegrupper

Skoleelever fra niende klasse og opefter, universitetsstuderende eller studerende på andre videregående uddannelsesinstitutioner samt grupper med minimum 6 deltagere kan træffe individuelle aftaler om en rundvisning og en nærmere præsentation af Inatsisartuts arbejde ved henvendelse til inatsisartut@inatsisartut.gl. Der tilbydes ikke rundvisninger for børnehaver eller skoleelever der endnu ikke har fuldført det 8. klassetrin.